Stress

“Stress” på latin betyder “Stringere” = stramme eller snøre til. 

I medicinsk sammenhæng beskrives begrebet “stress”, som “En tilstand i organismen forårsaget af belastning”.

Inden for psykologien findes forskellige definitioner, men fælles for mange er, at stress er en tilstand som opstår, når de krav, udfordringer eller forandringer vi står overfor opleves  som større end de ressourcer vi oplever at have til rådighed.

De krav, udfordringer eller forandringer, som belaster os kan være meget forskellige og det er individuelt, hvad der stresser den ene og ikke den anden. Det kan dreje sig om både indre såvel som ydre krav og være belastninger af konkret, følelsesmæssig eller kompleks art. Årsager til stress kan komme fra belastninger i arbejdslivet såvel som i privatlivet.

På samme vis kan de ressourcer, vi har til rådighed dreje sig om mange ting – tid, energi/overskud, erfaring og kompetencer, personlige mestringsstrategier,  økonomi, netværk og mulighed for støtte.

Der findes  mange grader af stress, som afhænger af antallet af symptomer, hvor svære symptomerne er, samt hvor lang tid, de har stået på.  Ofte opstår svær stress, når vi er ramt på flere ting på én gang og over for lang tid. 

I kroppen sker der det, at når hjernen opfatter, at der kan være fare på færde, sætter den helt automatisk gang i kroppens “kamp- eller flugt”-mekanisme. En kaskade af stresshormoner sendes ud i kroppen og gør den klar til at nedkæmpe eller flygte fra faren. F.eks. skabes hurtigere hjerterytme så ilt leveres hurtigere rundt i kroppen. Dette opleves som hjertebanken. Et andet eksempel er øget vejrtrækning, så der leveres mere ilt til muskler og hjerne. Dette kan opleves som svimmelhed, smerter eller trykken for brystet, besvær med vejrtrækning eller følelsen af at blive kvalt. Kamp- eller flugt- reaktionen var livsvigtig for vores overlevelse i stenalderen, men i vores moderne tidsalder er det, der stresser os, sjældent noget, vi fysisk kan nedkæmpe eller flygte fra. Men det ved den del af vores hjerne ikke, så den reagerer på samme automatiske vis, som den alle dage har gjort. Og hvis det, der stresser os, er konstant og vedvarende vil vi også blive ved med at være “kamp- eller flugt”-tilstanden. På sigt kan dette få konsekvenser både for vores fysiske såvel som psykiske helbred. For at styre og stoppe mekanismen, må vi have fat i vores viljestyrede del af hjernen og lære at kontrollere den.